Menu

Serie 4 tog sikker, men alt for lille sejr i topkamp

image Ian Højgaard, Kammeraternes førsteholdstræner, førte holdet frem til den syvende turneringssejr i træk, når forårets kamprække tælles med (arkivfoto)
26. august 2015 kl. 12:25
Kammeraternes serie 4 forsatte sejrsrækken og er en håndfuld for enhver modstander på det niveau

Kampen, der stod mellem rækkens to tophold, der inden dagens kamp begge havde tre sejre i tre kampe i efterårets turnering, blev spillet på Aales rigtig fine kampbane der på dagen desværre var præget af kraftig blæst på langs af banen. I første halvleg med medvind til Kammeraterne.

Hjulpet frem af vinden satte Kammeraterne sig på spillet, og pressede Aale langt ned på egen banehalvdel. Aale forsvarede sig imidlertid godt samtidig med at Kammeraterne, måske på grund af blæsten og måske på grund af nogle fysisk stærke og meget kontante modstandere, havde lidt svært ved at finde det flydende spil frem fra de sidste mange kampe. Efter flere tilløb kom det første mål så midt i første halvleg hvor Aaron ved det bagerste hjørne af det lille felt kommer højt til vejrs og, på trods af at han er hårdt presset af et par modstandere, får headet kraftfuldt nedad mod det nærmeste hjørne, Aales glimrende målmand får halvklaret med en flot refleks, men bolden ryger på tværs af målet hvor Ezz kan sætte den sikkert ind uden om et par modstandere på stregen.

Herefter presser Kammeraterne yderligere på og Aale kommer til at stå meget dybt hvilket giver en række farlige chancer til Kammeraterne, der dog ikke bliver udnyttet efter fortjeneste. Som modtræk forsøger Aale sidst i halvlegen at skubbe forsvaret og hele holdet højere op, men dette bliver omgående straffet af Kammeraterne der to gange får sendt lynhurtige Mike alene afsted fra midterlinjen med to sikre scoringer til følge, den sidste på et flot lop.

I anden halvleg bliver kampen mere lige og hjulpet af medvinden der var løjet af til en mere håndterlig størrelse får Aale etableret noget spil på Kammeraternes banehalvdel og kommer i hele halvlegen frem til to næsten identiske chancer, hvoraf den ene bliver udnyttet. Begge chancer opstod efter dødbolde der via en uafgjort hovedstødsduel lander hos en hel fri modstander i det bagerste område tæt foran mål, hvilket er lidt skidt. Modsat må man sige at Kammeraternes bomstærke tremandsforsvar og hårdtarbejdende og boldsikre femmands midtbane ikke giver meget væk i det åbne spil og det var alt i alt meget lidt Morad i målet havde at tage sig af udover at smide et fremragende langt udspark afsted til Mikes første mål.

At Kammeraterne ikke fik scoret i den anden ende i anden halvleg er til gengæld nærmest ubegribeligt, for da Aale løsnede lidt op for forsvaret for selv at komme frem til noget vadede de teknisk stærke og hurtige folk i front hos Kammeraterne nærmest i chancer. Og hvis der er noget man som Kamme-tilhænger kan bekymre sig om frem mod de næste kampe, så er det udnyttelsen af chancer for tre mål på 15-20 store chancer er alt, alt for lidt. Men der blev i anden halvleg godt nok vist nogle flotte ting både i opspillet til chancerne og i de individuelle aktioner, men altså uden at det førte til det der tæller nemlig målene.

Luk